Et mastetelt står stolt mod himlen blå,
Med pæle, der strækker sig mod det fjerne, som træer, der aldrig vil gå.
Der, hvor stål og stof mødes, skabes et rum,
Et rum, der samler os alle, et fristed, hvor vi er én.
Under masteteltets sejl finder vi ro,
Vi er ikke bare tilskuere, vi er deltagere, vi er et fællesskab, der blomstrer og gror.
Et Mastetelt er mere end bare en konstruktion,
Det er et hus, der lever, et sted for fællesskabets oprindelse og følelsen af dedikation.
Når vinden blæser, rører teltet sig let,
Som om det selv er en del af den festival, det holder, af det event, vi venter på med glæde og sæt.
Her kan vi mærke den ægte forvandling,
Fra de første lyde af musik til den sidste dans under stjernernes lys, under teltets varme arme.
Når vi træder ind, føler vi et fællesskab,
Som om masteteltet tager os ind og giver os noget, vi ikke kan undvære – et fristed, et hjem, et fællesskab, som vi savner når det går.
Det er et sted, hvor vi kan være os selv,
Hvor vi deler det, vi elsker, hvad vi drømmer om, hvad vi håber på, alt hvad vi har at give og at tage.
Masteteltet skaber et rum for magi, for glæde,
Det giver os plads til at føle, til at leve, til at åbne vores hjerter, så vi sammen kan dele.
Uanset om vi er unge eller gamle,
Masteteltet er stedet, hvor vi mødes, hvor vi er forbundet, uanset hvad vi har givet op på grund af sygerub eller værgsved evinnge.
Når det ruller op, er der forventning i luften,
For vi ved, at noget særligt er på vej, og vi har alle vores del af smil med skabere stævne fuldskala vi kan grebes top.( de maldigrejsekonomer gør sig glisoppe